Nyheder

Hold dig opdateret

5 jul. 2021

20 biler holdt i kø til at indvie Marsk Camp

Selvom vejret var gråt, var stemning høj i Marsk Camp tirsdag formiddag. Her kunne man nemlig indvie den 126 pladser store autocamperplads.
- Jeg glæder mig helt vildt til at vise jer det. Det skal være et sted, hvor I føler jer trygge, hvor det er hyggeligt. Ja, altså næsten som at være hjemme, sagde Pia de Place, der er daglig leder af Marsk Camp, da hun bød de første gæster velkommen.
I den anledning var der både disket op med små delikate kager og alkoholfrie bobler, så autocampisterne bagefter kunne køre deres vogne ind på pladsen med god samvittighed.

I midten af autocamperpladsen ligger en sø, og derfor er der flere pladser med søudsigt.
- Vi skal være en del af naturen. Det er det, I har autocamperne for at komme ud og opleve nogle smukke steder. Så det vil vi gøre alt for, at naturen bliver en naturlig del af det her sted, siger Pia de Place.

Udover pladserne til autocamperne er der også seks glamping telte, hvor der også er begyndt at tikke bookinger ind. Det er et slags luksustelt med både køkken og sovepladser, hvor du slipper for liggeunderlag og i stedet sover i en rigtig seng.


Hoptimist i forruden
For at markere åbningen yderligere stod to personer klar med et rødt papirbånd, som den første bil skulle køre igennem. Det blev en hvid autocamper med en hoptimist i dannebrosfarver og med klaphat blev den første, der kørte ind på pladsen.
I den sad Tove og Jørgen Markussen fra Sønder Aaby på det sydvestlige Fyn. De havde overnattet i Ribe og var kørt derfra til Marsk Camp, hvor de havde ventet siden klokken 7.00 om morgenen.
- Vi kunne jo lige så godt sidde herude og få vores morgenmad som deroppe, siger Tove Jørgensen.
Hun havde hørt om pladsen gennem foreningen Danmarks Frie Autocampere, og allerede for fjorten dage siden var hun sammen med sin mand kørt over for at se på den da endnu ikke åbne plads.
- Vi elsker naturen, og den er jo helt fantastisk her, siger hun.

I alt var der omkring 20 autocampere, der holdt klar, da pladsen åbnede klokken 11 - herunder en enkelt fra Norge.
Med den åbne autocamperplads kan der nu sættes endnu et flueben for Marsk Camp, der også består af en minegolfbane, restaurant samt det 25 meter høje Marsktårn, der i øjeblikket forventes at være færdig til august.

Læs artiklen her