Nyheder

Hold dig opdateret

19 jul. 2021

Åbningsdag for Marsktårnet på plads: Den store fejring må dog vente

Nu sker det - endelig fristes man til at sige. For torsdag klokken 10.00 åbner Marsktårnet, så lokale og turister kan nyde udsigten fra toppen af det 25 meter høje tårn ved Marsk Camp i Skærbæk.
Oprindeligt hed åbningsdagen 22. maj, men det er blevet skubbet flere gange blandt andet på grund af mangel på stål, og fordi der skulle etableres en elevator til de dårligt gående. Sidstnævnte er endnu ikke på plads, men det er blevet besluttet at åbne tårnet alligevel.
Selvom det er en dag, der har ladet ventet på sig længe, så bliver det en stille åbning uden den store markering.

- Vi ville rigtig gerne have lavet den helt store åbningsfest, men vi har ikke kunnet nå det. Når det så også er røget ind i ferieperioden, så tænkte vi, det er bedre at gøre det sådan her. Selvom vi godt ved, at det i begyndelsen kun bliver for dem, der kan gå op, men det er bedre end ingenting, siger Jørgen Hansen, der som en af de ni lokale erhvervsdrivende bag projektet er talsmand for Marsktårnet.
Det sidste trin blev svejset fast søndag morgen, hvor arbejdet begyndte klokken 04.00.

At elevatoren ikke når at blive klar inden åbningen skyldes ferietiden, men Jørgen Hansen lover, at der kommer en officiel fejring senere med både rød snor og borgmester.
- Der er mange turister nu, som gerne vil op i tårnet, og selve liften bliver produceret nede i Tyskland, og der har de ferie nu her, så den får vi først start eller midt august. Så vi laver den helt store åbningsfest den 31. august. Det er i hvert fald planen, siger han.

Et fyrtårn
Åbningen af Marsktårnet bliver på mange måder en milepæl for Marsk Camp, der også indeholder en restaurant, ishus, minigolfbane og autocamperplads, der åbnede for to uger siden.
- Det bliver dejligt at have hele pakken åben. Det er et fyrtårn for det hele, så vi glæder os til at få den åbnet, så man kan bruge den. Det bliver så stort, og den er bare så smuk, så jeg glæder mig helt vildt til at få den i brug, siger Pia de Place, der er daglig leder af Marsk Camp.

Det har været en lidt træg begyndelse for autocamperpladsen, der har plads til 126 biler. Særlig den første uge var der ikke så mange gæster, men det hjælper så småt på det, fortæller Pia de Place.
- Vi er åbnet midt i sommerferien, så det skal lige ud og leve, men det går fremad med autocampisterne, der finder os. Det er virkelig dejligt. De er gode til at anbefale videre til de andre, så det ser rigtig fornuftigt ud, men vi kunne sagtens ønske os flere uden tvivl, siger Pia de Place.
Indtil videre er rekorden for antallet af overnattende gæster på en dag 52. Selvom der stadig er plads til flere autocampere på pladsen, har responsen fra gæsterne været god.
- De er alle sammen glade for, at det er naturgrunde, hvor man kan ligge ned til søen, og så har vi fået mange positive tilbagemeldinger på flere af vores faciliteter. Både badefaciliteter og tømmerpladsen er de rigtig glade for. Vi har fået god feedback og faktisk også små ”det kunne være rart hvis”, og det har vi naturligvis også lyttet til, siger Pia de Place.

Læs artiklen her