Nyheder

Hold dig opdateret

30 jul. 2021

Kendt Tønder-kok i spidsen for nyåbnet restaurant i Skærbæk

Der sker noget på den nyåbnede Marsk Camp med autocamperplads, udsigtstårnet Marsk Tower og restaurant.
Campisterne har taget godt imod pladsen, marsktårnet er i den første uge blevet besøgt af over 5000 og der er skiftedag bag gryderne i Marsk Restaurant.
Her tiltræder den kendte Tønder-kok Steffen Snitgaard som daglig leder af restauranten og caféen. Han efterfølger Tobias Skovmose, der i april tiltrådte som forpagter af både restauranten, caféen og iscaféen på Hjemsted Banke. Men nu er forpagtningen ophævet.

- Efter gensidig aftale har vi med omgående virkning stoppet samarbejdet med forpagteren. Baggrunden er, at forretningen på stedet er blevet en helt anden end den, der var forventet fra starten. Vi har besluttet os for selv at drive stedet. Det er den bedste måde at sikre en optimal service for gæsterne og det bedste samspil mellem camping, tårnet og restauranten, forklarer talsmand for investorerne bag Marsk Camp, Jørgen Hansen, Skærbæk.
Han er glad for den indgåede aftale med Steffen Snitgaard.

- Steffen har ry for at lave god mad. Det passer fint til vores koncept med at servere god mad af forskellig karakter i fine rammer. Han får ansvaret for både restaurant, caféen og iscafé, altså for alt, hvad der kan spises, samtidig med at han får personaleansvaret for den afdeling, siger Jørgen Hansen.
Gavekort
Steffen Snitgaard stod sammen med sin mangeårige partner Marcel Rodriquez bag Restaurant Ros i Spikergade i Tønder. Siden overtog makkerparret forpagtningen af det nyrestaurerede Hostrups Hotel og flyttede restauranten til den ny adresse. Forpagtningen sluttede brat i slutningen af juni, da den indgået aftale blev opsagt. Det resulterede i, at adskillige potentielle gæster brændte inde med gavekort, hvilket rejste en storm af ærgrelse på de sociale medier. Med ansættelsen på Marsk Restaurant er der nu en løsning på vej. I hvert fald for de fleste.

- Vi har lavet en aftale således, at gavekort, der er købt hos Ros i perioden fra 1. juni til 2020 til 31. december 2020 indløses hos os. Det giver god mening i og med at Steffen nu kommer til os. Han er dygtig, og vi vil gerne sikre ham en god start, siger Jørgen Hansen og fortsætter:
- Jeg synes, det er en god løsning for de kunder, der er kommet i klemme. Folk får noget for deres penge, og vi får samtidig mulighed for at vise vores sted frem.
Det antages det, at der cirkulærer ikke-indløste gavekort til en værdi af 180.000 kroner. Marsk Camp friholdes for direkte udgifter og kompenseres fra Ros, forklarer han.

Mangler personale
Marsk Camp blev officielt åbnet 5. juli, og to uger senere blev snoren til Marsktårnet klippet. Siden har der været travlhed på Hjemsted Banke.
- Det er virkelig gået over al forventning. Den ene dag var der over 1000 besøgende oppe i tårnet. Vi har i øjeblikket 20-22 ansatte, men vi mangler flere hænder, blandt andet i restauranten og i køkkenet, lyder det fra Jørgen Hansen.
Tobias Skovmose, der altså nu ikke længere er forpagter af Marsk Restauranten med mere, står i Ribe bag driften af restaurationerne Kolvig, Brorsonsminde og Den Gamle Arrest.

Læs artiklen her